2. verdenskrig
                                            Nicolai Agger fortæller
Nicolai Agger er født i Bastrup i 1925. Han fortæller her om sine erindringer fra krigsårene og årene lige før og efter 2. verdenskrig
Noget som slår mig er, hvor uendeligt lettere vi unge fra Danmark fra min generation har haft det sammenlignet med vore jævnaldrende europæere, canadiere, russere, tyskere, østrigere – og for nu at nævne det endelig også unge fra Spanien.
                                                             Min barndom
Min mor er fra Sønderjylland. Hendes tante og farbror havde 5 sønner med i 1. verdenskrig – kun én vendte tilbage. Min mor havde selv tre brødre, som blev indkaldt. Den ene faldt, den anden mistede et ben. Min far var facifist. Jeg har flere gange overværet  diskussioner mellem min far og de to morbrødre, som overlevede krigen. Far sagde til dem: ”Jeg kan ikke begribe, hvorfor I ikke fra begge sider bare smed det gevær, gik op af skyttegravene og sagde: Det her, det vil vi ikke”. De sagde så: ”Nej, nej Peter, så let er det slet ikke”. ”Jo, men det gjorde I da til sidst!” fortsatte min far. ”Jamen, da var det holdt alligevel”, var deres slutreplik.

                                            Optakten til 2. verdenskrig
Jeg havde fået flair for at læse aviser. Jeg husker olympiaden i 1936. Jeg husker hele festivitasen og Hitlers raseri, da Jesse Owens
/K__101.jpg
 Max Schmeling, verdensmester i sværvægt 1930-1932
 vandt  sprinterløbet, og en amerikansk negerbokser, der slog tyske Max Schmeling. Jeg husker de begejstrede amerikanske kvinder, der   entrede tribunen og kyssede Hitler på kinden.
 Man hørte jo de voksnes diskussioner om tilstanden i Tyskland, og i 1939 begyndte jo truslerne mod Finland. Forbrødringen mellem nazister og kommunister stod vist på i det meste af to år. Jeg husker overfaldet på Finland. Mange danskere var deroppe som frivillige. Russernes indsats blev ledet og rådgivet af tyske officerer. Det blev anderledes kort tid efter, da tyskerne invaderede Rusland. Det var vinterkrigen 1939-40. Den var vi optaget af.

                                                          Den 9. april
Jeg husker den 9. april om morgenen alt det forfærdelige spektakel fra alle de fly, den døje vi havde med at styre hestene, da vi kom ud i marken. Vi anede ikke, hvad der skete. Vi forstod ikke, hvad det var. Men da vi kom hjem om middagen, da var min ellers fromme mor rasende opbragt. Hun sagde – og jeg har aldrig hørt hende bande før -: ”Det er det Djævelens pak!” – og det var tyskerne, hun mente. Hun brugte ovenikøbet udtrykket ”Satans yngel” Hun var ellers meget, meget from. Ja, jeg var helt forfærdet. Far sagde: ”Så, så Mie, tag det nu med ro. Vi kan jo ingenting gøre ved det der” Det havde han jo da for så vidt ret i.
Jeg husker en episode noget senere med en tysk fregat, et tysk krigsskib i Buenos Aires. Britiske fregatter lå og ventede, og tyskerne måtte jo ud af havnen. Selvfølgelig angreb englænderne. Skibet hed ”Graf Spee". Det var drabeligt. Da de var ramt så alvorligt, at de var ved at synke, fik matroserne ordre på at stå på række langs rælingen og heile. De gik ned med mand og mus. Far sagde: ”Sådan en fanatiker. Hans opgave havde da været at redde så mange mennesker som muligt. Så snart de var kommet i vandet, havde englænderne da reddet dem” Han fandt virkelig, det var forfærdeligt. Mor påstod: ”Det er lidt af det der, I mangler”
 /K__102.jpg
                                                                              Billede af Graf Spee i sine velmagtsdage.

                                                   Ud at tjene i Binderup

På et tidspunkt kom jeg ud at tjene. Det var i Binderup i nærheden af Skamlingsbanken. Oppe på bakken holdt tyskerne til. De havde nok en udsigts- og lyttepost. Jeg er ikke klar over, hvad de havde der, men de var der. Det var sådan set det nærmeste, vi var på dem der. Men en af arbejderne på gården var nazist, medlem af DNSAP. ”Nazi-Petersen” kaldte vi ham. Han var lidt til grin. Det tog han nu let på, for han var jo klar over, at vi nok skulle blive klogere. Der kom en ny arbejdsmand til gården: Anton, en rigtig spasmager. Han gav sig ud for at være Jehovas Vidne. Han kom med nogle blade, og så gik han ned til Nazi-Petersen og begyndte at prædike for ham. Vi andre karle stod jo udenfor og lyttede. Det endte hurtigt i højlydt skænderi, og Anton blev jaget ud. Det var til stor moro for os, der stod udenfor. I det hele taget tror jeg, at vi danskere tog noget let på det med nazismen. De var mest til grin her i landet. Andre steder var det helt anderledes alvorligt.
Der var for øvrigt endnu en arbejdsmand med nazisympatier. Han hed Gilbert, og efter at forbrødringen mellem Tyskland og Rusland var ophørt, fablede han om, at han ville blive tildelt jord i Ukraine, Ruslands kornkammer.
En af mine skolekammerater var glødende nazist. Han var 4-5 år ældre. Han var bl.a. med ved en demonstration i Haderslev i begyndelsen af krigen, hvor politiet greb ind med stave og fik splittet ballademagerne. De eksercerede med spader på skuldrene.
 /K__103.jpg
                                             Billede fra demonstrationen i Haderslev 1940

Nogle dage efter rendte vi drenge på Kristian oppe i Bastrup. Vi løftede hænderne som til heil-hilsen og sagde: ”Så højt sprang min lille hund i morges”. Kristian han var sur, men svarede dog: ”Næste gang så har vi slebet vore spader!” Det var alvor for ham. – Men ellers gik livet sin gang sådan som vi havde været vant til. Som bondeknold på landet mærkede vi meget lidt til, hvad der skete i den store verden. I byerne var de langt mere trængt af tyskerne. Jeg ved, at der var indkvartering i landsbyen Bastrup, men det var ikke, mens jeg var hjemme. Man var ubehageligt berørt af det. Tyskerne var flinke nok, men man ønskede jo ikke at hjælpe besættelsesmagten. Min yngste bror erfarede således, at min mor ikke forstod et ord tysk. Mærkeligt, for da han nogle år senere på realskolen skulle lære  tysk, var der ikke noget i vejen.
                                                   Ved Limfjorden

Jeg fik senere plads oppe ved Limfjorden, mellem Struer og Lemvig.  Manden, jeg tjente hos, havde to gårde. Den ene lå ved Nr. Nissum. I Nr. Nissum var der en højskole og et lærerseminarium. Tyskerne havde beslaglagt begge lærersteder.  De brugte dem som rekrutskoler.
 /K__104.jpg
                           Billede fra Nr. Nissum seminarium omkring år 1900

Om morgenen kom de hujende med de arme rekrutter ned over markerne. Der var nogle store skrænter ned mod Limfjorden. De hundsede med de arme drenge – vel for at øve landgang med både o.lign. Hvad Karl og jeg ikke tænkte over dengang var, at det var vores jævnaldrende, 17-18-årige knægte. Når de marcherede hjem dernedefra, var der altid nogen, der kom humpende bagefter. Og der kom en gal Gefreiter, der skældte ud. Vi havde vores egen teori om, hvad de fejlede, nemlig det samme som vi kunne komme ud for, når man gik og harvede en hel dag i foråret og det rigtigt støvede. Så kunne man blive helt hudløs bagi. Så vores analyse lød: ”De er nok blevet fisbrændt”. Hvad vi ikke tænkte på var, at når det blev november, så blev de sendt til Rusland, mens Karl og jeg vi kunne søge hvilken plads i Kongeriget, som vi havde lyst til.
                                       Tilbage i Vamdrup
I efteråret 1944 kom jeg tilbage til Vamdrup. I den tid, hvor jeg havde været væk, havde mine forældre flere gange haft overnattende gæster, folk fra modstandsbevægelsen, som ikke kunne nå hjem inden tiden for udgangsforbud, så det var bedst at vente til det var højlys dag. Det var bl.a. Villy Post og Niels Therkelsen og Laurits Jensen. Men det vidste jeg ikke noget om.
Da var modstandsbevægelsen ved at oprette en undergrundshær. Jeg lærte godt nok at bruge plastisk sprængstof, men det vigtigste var at lære at bruge våben. Man forestillede sig en afsluttende væbnet kamp. Vi øvede os hjemme privat, i køkkener, lader osv. Gruppen, jeg var i, havde fået tildelt et mærkeligt våben: en bazooka.
                                                          
/K__105.jpg
                                            Bazooka i aktion
Der var godt nok instruktion med, men det var på engelsk. Niels Paulin havde gået på Realskolen for mange år siden. Han kunne da forstå noget af det. Der stod bl.a., at man ikke måtte anbringe sig foran mure o.lign., da der ville komme ildstråler bagud, som ville slå tilbage. Planen var, at der skulle komme en instruktør, men han nåede aldrig frem.
Det meste jeg har været med til, var at klargøre nedkastede våben. Det gjorde vi om natten. De blev pakket og fordelt, hvorhen vidste jeg ikke, men til forskellige grupper.  På fjerkræslagteriet havde de gemt nogle detonatorer til håndgranater  i frysehuset. En nat, da Kjeldstrup og Aage Jessen var ved at gå hjem – de havde lige fået losset ”varerne” ud og læsset på en varecykel – kom tyskerne. De fandt jo heldigvis ingenting, men de fortalte, at de var blevet meget grundigt undersøgt. Selv deres tændstikæsker måtte frem og lukkes op både fra den ene og den anden side. De svedte vist koldsved.

                                                                      Befrielsen
Lige inden befrielsen var jeg flere gange vagt ved et våbendepot om natten.
5. maj om morgenen var vi på gaden med armbind på og våben. Vi havde nogen stengun. Man kunne gå med dem under tøjet. De var vist nok lavet af gamle cykelstel. Hvis man sigtede efter en ladeport, så kunne man dårligt nok ramme. Løbet  var ca. 20-25 cm langt. Kolben var bare et jernrør, så man lige kunne tage det ud og klappe det sammen. Det var et automatvåben, som kunne affyre op til 35 skud. Jeg fik heldigvis aldrig brug for det.
 /K__106.jpg
                                                               Stengun
Den 5. maj om morgenen var jeg med ude for at hente ”landssvigere”. De blev jaget op på den lastvogn, vi hentede dem i. Jeg må tilstå, at der blev givet både skub og kolbeslag. Det værste jeg oplevede, var da vi hentede faderen til en dreng, som jeg kendte godt. Vi var jævnaldrende og havde gået til præst sammen. Da vi kom op i Østergade ved Vamdrup Korn- og Foderstofhandel, stod folk stuvende fuld på gaden, og de spyttede og alt muligt på de arme mennesker. Jeg troede, at nu skulle alting være anderledes, men var en naiv bondedreng.
 /K__107.jpg
                           Østergade i Vamdrup den 5. maj om formiddagen
                                              Vagt ved grænsen
Jeg tror allerede det var 6. maj, så blev en halv snes stykker af os sendt til grænsen. Sammen med andre grupper fra andre steder i Danmark skulle vi sørge for, at ingen sneg sig over grænsen, hipo-folk o.lign. Vi skulle også stoppe tyske soldater, der kom marcherende. Vi skulle tage våbnene fra dem. Lederen af en sådan tysk enhed måtte beholde en pistol, og en menig ved hans side måtte beholde et gevær. De burde allerede have afleveret dem i nogle depoter, som britterne havde oprettet, men de var vist ikke alle så lette at finde.
/K__108.jpg
     Modstandsfolk i Vamdrup gør sig klar til at blive sendt af sted til tjeneste ved grænsen.
Vi var iklædt civilbetjentuniformer – det hjælpekorps af ”hjælpebetjente” som fungerede under krigen. De var i stedet for at blive soldater indkaldt til at hjælpe betjentene, såkaldte ”føl”. Der var nogle hipo-folk, som havde søgt ly for natten i et hus. Det hus omringede vi. Jeg var ikke en af dem, der skulle gå ind i huset. Det var Therkelsen. Men det gik nu meget fredeligt. De var bange og kom hurtigt ud med hænderne over hovedet. Værten, vi var indkvarteret hos, fik meget travlt med at få syet et Dannebrogsflag. De fik med nabokonens hjælp syet et Dannebrogsflag, og det blev hejst. Jeg tror ikke, de ejede et sådant. Det var grænseegn. Jeg tror vi var der i 14 dage.
Efter krigen  befandt en deling tyske soldater sig i Østerbygårds skov. Her skulle vi stå vagt. Da jeg kom cyklende hjem en sådan morgen, mødte jeg en gammel skolekammerat, som havde deltaget på tysk side. ”Vil du melde mig?” spurgte han. ”Nej” sagde jeg.

                                                      Værnepligt
I 1947 blev jeg indkaldt som soldat. Jeg blev også udtaget som korporal. Mange meldte sig frivilligt, men de udtog de fleste selv. Jeg meldte mig ikke frivilligt. Her på skolen mødte jeg igen bazookaen. Jeg havde på et eller tidspunkt været slem, og så blev jeg dømt til at bære det ”forbistrede høved” tre uger. Hver gang vi kom til en våd plet, kommanderede min overordnede mig ned i mudderet: ”Liggende spænding, d. pr. antitank”.  Heldigvis var der da senere en anden, der forsyndede sig, så jeg kunne slippe.
 I 1948 blev der for tredje gang sendt en bataljon danske soldater til Tyskland. Her var jeg med. Vi var garnisoneret i byen Jever nær Oldenburg. Det var lige på det tidspunkt, hvor konflikterne blev optrappet, luftbro til Berlin osv. Os der var midt i det, var ikke klar over situationens alvor. På et tidspunkt blev vi sendt på en fælles manøvre sammen med briter, amerikanere og nordmænd fra Harzen og sydpå. Det eneste, jeg rigtigt lagde mærke til, var den røde streg på landkortet. Her skulle jeg passe på ikke at komme over sammen med en eller anden deling. En morgen var jeg på vej hjem med en kortege bestående af tre køretøjer og stod ved et vejkryds. Ved den nærmeste vej tilbage stod en russisk tank. Så var jeg klar over, at jeg skulle vælge den anden vej.
 Desværre må jeg sige, forekommer hæren mig at være lidt af en tåbeanstalt. Som rekrut blev jeg indkaldt til prøve ved radiotjenesten. Jeg havde dengang en god stemme og var udmærket til at læse op. Jeg ville gerne være i forbindelsestjenesten, men det fik jeg ikke lov til, fordi jeg skulle på korporalskole. Ved stabskompagniet i Haderslev lærte vi ikke ret meget. Vi var på skydebanen og vi lærte at eksercere. På korporalskolen blev vi mødt med bajonetfægtning, som vi slet ikke havde øvet. Senere fandt de så ud af, at jeg var blevet udtaget til forbindelsestjeneste og jeg blev p.g.a. personalemangel tildelt en stilling beregnet til en løjtnant - uden overhovedet at have modtaget nogen oplæring i fx morsealfabet og radiotjeneste. De store fjolser, de kunne jo bare have uddannet mig!

I Tyskland traf jeg for øvrigt en tidligere overordnet, som genkendte mig, og hvis kommentar til den tilspidsede situation var: ”Nu får vi chancen!”