Birgitte Spoorendonk fortæller
Jeg sidder her sammen med Kirsten og vi taler om gamle dage og om, at jeg måske kan fortælle noget om min barndom og ungdom i Sydslesvig.

                                      Barndom i 1930´ernes Sydslesvig
Jeg er født i 1926, og de første år par år har jeg naturligvis ikke så meget at berette om. Jeg har været hjemme, og vi havde et meget livligt liv, for vi boede ovenpå forsamlingshuset.
Harreslev mark danske skole
Så kom jeg i dansk skole i Harreslev, Harreslev mark danske Skole hed det, 4 år hos Niels Bøgh Andersen. Og det kunne man snakke længe om, for det var meget specielt, det der skete der. Men det er måske ikke så meget anderledes end det, man oplever i dag, når man har mange forskellige indvandrere med i klassen.

/K__P2-1.jpg
                                                 Her et blik ind i skolegården, som den endnu ser ud
                          Duborgskolen blev bygget umiddelbart efter genforeningen. Det var altså en topmoderne skole.

Da jeg var 10 år gammel fik jeg lov til at komme ind på Duborg skolen. Og det var en svir! En stor, flot skole med faglokaler. Man kunne have lov til at have gasapparat henne ved sit fysikbord. Man kunne se udstoppede fugle! Og så var der gymnastiksalen, som var  det aller, allerdejligste, for ikke at tale om badet, brusebadet. Der var Ingen af de børn, som havde nogen sinde haft et brudebad hjemme, og det var en stor ting at kunne komme i brusebad derefter. Det tænker man ikke over i dag, men det var det.
/K__P2-2.jpg
                                                  Birgitte i klasseværelset på Duborgskolen

I denne skole gik de fleste i 4 år. Så blev man konfirmeret og kom ud af skolen, ud i det pulveriserende liv, som de siger. Eller man kunne gå videre og tage en realeksamen, og det var der så nogen, der gjorde.
I 1942 var jeg færdig, og kom ud med en forholdsvis almindelig realeksamen. Og hvad så?


                                         Tiden under 2. verdenskrig

Tysk gymnasium
Jeg ville forfærdelig gerne have en studentereksamen, for jeg havde bestemt, at jeg skulle være bibliotekar. En tanke der var opstået meget tidligere, da Niels Kjems og bibliotekaren, Frederik Mommsen, fyldte deres lille privatbil med store kufferter og drog ud på landet for at bringe folk nye bøger. Der var en hyggelig stemning, når der blev pakket.  Både far og Mommsen vidste jo, hvad bøger der skulle være. ”Så tager vi den med næste gang”, sagde de så. Og så tog de langt ud på landet, simpelthen ud til familier, der boede der, måske i Hyllerup og Skovlund og sådan nogen steder. Og der har jeg fået lov til at være med. Det var sådan at jeg bestemte her og nu, at bibliotekar det måtte være noget, man kunne få megen glæde af! Og jeg læste også forfærdelig mange bøger! Det var det, jeg skulle være, og dertil skulle man have en studentereksamen.
 Og hvad nu? Ja, der har sikkert været diskussioner om, om jeg kunne bo et sted i Danmark, og det ville så vare 3 år. Jeg ved ikke, hvad det endte med. Måske har det også været lidt af et økonomisk spørgsmål. Og i mellemtiden var krigen jo brudt ud. Og jeg var 16, og jeg tror nok, at min mor syntes, at jeg skulle være hjemme. Og så var den mest  nærliggende mulighed at komme på et tysk gymnasium i Flensborg.
/K__P2-3.jpg
Det var jeg nu ikke meget for! Man kan nok snakke tysk, men det dækker nu ikke helt, når man kommer ind i 1.g. Men jeg havde noget at gå efter, for jeg havde en storebror, som havde været ude for det samme, og som var færdig fra Adolph Hitler Schule. Han havde fået ”Abitur” i 1939 og skulle til universitetet i Kiel for at læse den 1. september. Men da havde man jo andet at tænke på! Så det blev ikke til noget. Han drog til København og fik uddannelse der.
Nu var det 1942, og så måtte jeg begynde på det tyske pigegymnasium, som hedder: Lyzeum (Auguste Victoria Schule), kun for piger. Alene det var jo skrækkeligt. Det var meget ubehageligt, syntes jeg. Men jeg begyndte, og jeg kan ikke sige, at de var uvillige over for mig. Lærerne var meget forekommende, og når vi havde skrevet ”eine Arbeit”(dansk: rapport), så gik de let hen over de sproglige fejl. Hvis jeg havde forstået opgaven, så tog de det for gode varer.

/K__P2-5.jpg
                                        Aulaen i Auguste Victoria Schule i Flensborg
De var såmænd søde nok, og jeg har ikke mærket nogen uvilje, og heller ikke blandt pigerne. Jeg ved ikke, om jeg har overset noget. Jeg kørte bare med i udkanten der. Jeg var selvfølgelig lidt tosset, at jeg var dansk, og at jeg ikke syntes det var dejligt, når de sejrede. Jeg kan da huske, at en af pigerne sagde til mig: ”Weisst du, jetzt haben wir Dänemark und Norwegen, und es geht ja alles ..”Ja, det kørte hun så noget på. Og det kunne jeg så ikke andet end bare tie stille med!
Men de var søde og rare. Det var så absolut lidt, hvad skal man sige …lidt.. ”upper ten”. Det var borgmesterens datter, og guldsmedens datter, og lægens datter. Og så var der et par lærerbørn – og så var der altså mig. Det gik alt sammen nogenlunde, bortset fra, at jeg var altså ikke god i skolen. Vi var 22 elever i den klasse, og jeg vidste, hvem der var nr. 22, og det var ikke én, vi satte særlig højt. Og jeg vidste, at jeg var nr. 21. Det er lidt strengt, at komme fra en normalt fungerende realklasse, hvor man var – om ikke den bedste – så i alt fald lå pænt i den bedste halvdel og klarede det hele uden større anstrengelse – og så komme til den tyske skole. Det var rigtig, rigtig modbydeligt. Og jeg har grædt mange tårer. Jeg har for nylig fået en brevveksling af min storebror, dvs breve som jeg har skrevet til ham i tiden fra 1942-45, som beskriver denne her frygtelige tid i skolen. Han var jo den eneste, der kunne forstå mig. Han havde jo selv været igennem det. Og selv om han var nok meget dygtigere end mig, så kunne han godt forstå det, og han trøstede mig. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg har grædt så meget, men jeg har lige læst de breve. Og da handler det altid om, at nu har jeg igen fået en stil tilbage, og det var ikke godt nok, og det var meget svært. Jeg må sige, at jeg begynder at forstå, når nogen ikke har det så let i skolen.
”Heil Hitler”
Dertil kom så, at det var jo Hitlertid, og alle skoletimer begyndte med, at læreren kom ind i klassen, rakte hånden op og sagde ”´l Hitler! Setzen” Da havde vi jo alle sammen rejst os op i mellemtiden og sagt ”litler”, og så skulle vi sætte os. Og det havde jeg nu ikke til sinds og gøre, så jeg blev meget længe (siddende), rejste mig, stod lige som de andre.
Så var der gået – måske en måned – og så kom Dr. Waimer, som kun havde et øje. Det var jo årsagen til, at han ikke var indkaldt, og sagde, at han havde lagt mærke til : ”Fräulein Kjems Sie …osv. fungerede ikke sammen med de andre”. ”Nej,” sagde jeg, ”det gør jeg ikke. Det synes jeg ikke er nødvendigt. Det ved jeg, at det ikke er. Jeg behøver ikke at gøre det.”
Vi havde vitterligt inden for mindretallet en slags ordning om, at vi behøvede i mindretallet ikke at hilse ”Heil Hitler” Det havde vi vitterligt. ”Nåja, det kunne godt være”, sagde han så, ”men han syntes alligevel at det så lidt mærkeligt ud. Og han ville da godt fortælle, at når han var i sit sommerhus i Sønderhav, og hvis kongen skulle komme forbi der, så ville han da også hilse på ham osv. Og så sagde jeg,” at hvis Hitler kommer til Flensborg, så kan vi diskutere, hvad vi så kan gøre”
 Der blev en snak om det, og han gik til rektor, og rektor gik andre steder hen. Jeg ved ikke hvor. Der blev en stor sag ud af det, hvad Birgitte hun skulle. Så havde vi jo min storebror som et eksempel. Han havde været igennem akkurat det samme på Adolph Hitler Schule, og da var man kommet til det resultat, at han skulle rejse sig, han skulle hæve sin hånd, og så skulle han med en ”Lippenbezeignung”/læbebevægelse være med, og så skulle han sætte sig. Men han skulle rejse sig, bruge armen og sætte sig. Og så tænkte vi, jamen Herregud, det kan Birgitte vel også klare! Og det blev så fremtiden. Alle skoletimer, 6 gange om dagen op at stå, ”litler”, ”setzen”
Hitlers fødselsdag
Det var så den daglige historie, men så var det jo sådan, når Hitler havde fødselsdag, eller der var noget andet, som skulle fejres, så stillede jo alle 300 piger i BDM-uniform (Bund Deutscher Mädel, pigeorganisationen inden for Hitlerjugend) Og jeg havde ikke nogen uniform. Den bestod - så vidt jeg husker - af en sort nederdel og en hvid bluse og et tørklæde med en læderknop, en knude som holdt sammen på det.
                                  /K__P2-6.jpg                                       /K__P2-8.jpg
                    Birgitte i sin mørkeblå ”uniform”                                BDM uniform

Og så havde Hitler fødselsdag. Og det var almindelig skoledag nede i aulaen, hvor der skulle holdes et eller andet. Alle piger i uniform, undtagen Birgitte. Og nu kunne jeg jo have provokeret med noget rødt-hvidt, men det tænkte jeg, det må jeg nu nok hellere lade være med. Jeg havde en blå dragt, rigtig blå, og så havde jeg fundet en gul støveklud, sådan en lidt lodden støveklud, og den havde jeg på som tørklæde. Så havde jeg de flensborgske farver. Jeg sad der i den her store flok, og jeg rejste mig, som jeg skulle. Og jeg stod der hele den tid - og det er længe – det tager at synge ”Deutschland, Deutschland, über alles ”… hele verset. Og så når det var færdig: ”Die Fahne hoch, die Reihen festgeschlossen, SA marchiert in unsren Reihen mit. Kammeraden die Vorfront (?) und Reaktion erschossen, marchieren im Geist in unsrem Reihen mit”. Det er faktisk længe at skulle stå med sin hånd rakt op. Og der var også nogen der snød lidt, hvis man kunne komme sådan lidt over på naboens hånd, men det kan man jo grine lidt af nu! Og så var den ceremoni forbi, og så gik man op i klassen igen. Men det har jeg faktisk været med til et par gange.
Problemer med skolegangen
Men det var svært for mig rent skolemæssigt. Jeg var for dårlig og jeg talte ikke godt nok tysk. Jeg kan give et eksempel på en gang, da sagde jeg på tysk, at jeg havde det ikke så godt, og jeg ville gerne hjem. Det var nok lidt pjæk eller sådan, men i hvert fald så sagde jeg, at jeg ville gerne bede om at komme hjem. Nå, hvorfor, hvordan? Så sagde jeg: ”Ich bin so schlecht” Og hvis nogen kan tysk, så ved de godt, at det hedder: ”Mir ist schlecht”. ”Ich bin schlecht” betyder: ”Jeg er slem/ond”. Hvis man er syg hedder det ”Mir ist schlecht”. Det var der ingen, der sagde noget til dengang, men det har jeg senere opdaget. – Og jeg fik lov til at gå hjem. Jeg havde ondt i hovedet eller et eller andet.
I det hele taget gik rigtig meget af tiden med at småpjække eller snyde sig fra noget. Og vi havde jo luftalarm hele tiden. Og hvis vi havde haft luftalarm om natten, så måtte vi komme en time senere næste morgen. Og jeg som boede uden for Flensborg, jeg kunne ikke altid høre, om der havde været luftalarm, så hvis vi troede der var noget, så tog jeg telefonen om morgenen og ringede ind: ”Har der været luftalarm i Flensborg i nat?”  Og så sagde de derinde ”nej” eller ”ja”, så kunne jeg komme en time senere. Det var bare om at klare sig med lidt snydepjæk hele vejen igennem. Det var forfærdeligt. Og det var godt, jeg ikke skulle til studentereksamen. Jeg havde aldrig fået den.
Arbeitsdienst i stedet for skolegang
Jeg gik der i 6. og 7. s, dvs 1. og 2. g, og da vi så skulle i 3. g, så var tålmodigheden forbi. Nu skulle man ikke gå der og fedte den af. Man skulle arbejde!

/K__P2-9.jpg
                                                                                Klassebillede taget 1942
                                             Umiddelbart før pigerne blev sendt på Arbeitsdienst rundt om i Tyskland
                                Birgitte sidder i forreste række, længst til venstre

Efter sommerferien i 1944 kom vi i skole, og så blev der sagt: ”I skal ikke i skole, I skal på arbejde, på ”Dienst”. De fleste af pigerne fik ordre på at tage ud på Vestkysten. Drengene ”schippede”, dvs de skovlede, de arbejdede med at grave. Og drengene det var så vores jævnaldrende gymnasieelever, som ikke var blevet indkaldt endnu, og som var blevet sat til at grave grøfter, som det var meningen at englænderne, hvis ellers de skulle driste sig til at komme ind ovevandet, skulle falde i. Og det gjaldt et godt stykke op fra Vestkysten i    Danmark og ned hele vejen og også på Hollands vestkyst. Det ved jeg, for der var min mand sat til at grave grøfter. Han var jo hollænder.

/K__P2-10.jpg
Pigerne skulle ikke grave grøfter, men servicere drengene: lave mad o.lign. Det blev vi alle sammen sat ud til, undtagen et par stykker. Hvoriblandt mig. Og det hænger sammen med, at jeg i hele min ungdom har haft vanskeligheder med mine håndled. Den gang kaldte vi det seneskedehindebetændelse, tror jeg.  Jeg gik med skinner, var spinkel og havde gået til behandling i mange år, og måtte ikke ret meget.  Og så sagde de: ”Nå, så skal hun ikke derud, så skal hun lave noget andet”. Hvad skulle det så være?
De sad der med deres papirer, og de kunne se, at børnehaven i Harreslev godt kunne bruge et menneske til at hjælpe med børnene. Der blev jeg så sat til at kigge lidt efter børnene. Det var udmærket. Der var én ting, der overraskede mig gevaldigt, og det var støjniveauet. Jeg havde ikke forestillet mig, at det var så slemt. Det var virkelig sådan, at jeg havde støj i ørerne, når jeg kom hjem! Tænk, at det virkelig stadig er sådan!
Sådan gik der 14 dage. Jeg passede børn og gik tur og legede, og gjorde hvad jeg kunne. Så skulle der være sommerfest! Hele byen var på stikkerne, og borgmesteren blev inviteret. Det var en fin festdag. Midt i det hele kommer så borgmesteren, og da han ser Birgitte Kjems der, så stejler han ligefrem. Jeg kunne se det på ham. Da festen var forbi, og vi skulle hjem, så sagde de til mig: ”Du behøver ikke komme mere!” Det viste sig så, at børnehavelederen ikke havde vidst, at jeg var datter af den danske vandrelærer Niels Kjems. Men det vidste borgmesteren. Det var ikke godt for de stakkels tyske børn at komme under en sådan indflydelse, så jeg skulle ikke komme mere!
/K__P2-11.jpg
                                                          Birgitte 1944

Hvad skulle jeg så lave? De tænkte: ”Jamen, hun kan jo bare gå et år om! Det vil hun have godt af. Det vil ikke være nogen ulempe, at hun går et år mere i sin 2. g.” Og det var godt nok. Det var vi alle sammen enige om, så gik tiden godt, og så lærte jeg lidt mere.
Hjemmefra – i Arbeitsdienst
Kort derefter blev der lavet om på planerne om Arbeitsdienst for 3. g´erne.
 Alle vi 3 gange 20 piger blev indkaldt til et andet sted. Ingen kom sammen med  andre fra klassen. Så vidt jeg ved blev vi spredt ud over hele Tyskland. Ikke alle kom i ”Arbeitsdienst”. Der var nogen der kom på fabrik, og der var også nogen, der kom med som ”FLAKpiger”: Flieger Abwehr Kanone. Der skulle de være og hjælpe drengene, der skød flyverne ned. Og så boede de der i lejr et sted.

/K__P2-12.jpg
                                          Her ses FLAK piger under instruktion

Men jeg hørte altså til dem, der kom i en ganske almindelig ”Arbeitsdienst”, som Hitler havde begyndt med …. før 39 i alt fald. Til at begynde med var det frivilligt. Og det var slet ikke så tosset. Der var jo mange piger, som syntes det var slet ikke så dumt at blive sendt sådan et sted hen og være i en lejr med andre piger og have det hyggeligt og synge. Selvfølgeligt skulle man arbejde lidt, men det skulle man jo alle steder. Det havde ikke det skær over sig af pligt – til at begynde med! Det blev det så siden. Da kunne man ikke sige, at man ikke ville.
 Og drengene havde haft det i mange år og været i ”Arbeitsdienst”, jeg tror et helt år, før de så blev indkaldt som soldater. Og den Arbeitsdienst bestod som regel i noget, de skulle grave og gøre ved. De jonglerede i alt fald med spader på nakken og skulle åbenbart eksercere og være parat til at komme videre ad den vej.

/K__P2-13.jpg
Vi blev indkaldt til at bo i den her lejr, og så var det meningen, at vi skulle ud at arbejde hos bønderne. Det var ret nødvendigt, for der var ikke ret mange steder, der var nogen bønder hjemme. De var indkaldt. De unge koner, eller de lidt ældre koner, de stod alene med det hele og havde god brug for hjælp
Vi samledes. Det var i Mecklenborg. Det var ikke ret langt fra Rostock. Det var jo sådan, at disse lejre lå overalt i Tyskland, fortrinsvis på landet, og jeg har også opdaget senere, at de var bygget faktisk efter samme mål og målestok. Så det var ikke noget specielt at være der, men det eneste, vi havde til fælles alle disse piger, det var, at der var ingen af os, der var kommet der af os selv. Vi skulle være der! Og vi var meget forskellige, også af uddannelse. Der var en frisørelev, og der var alt muligt forskelligt.
Vi boede i en hovedbygning, hvor der var 4 soverum med 16 piger i hver. Vi lå i køjer. Og nr. 16 var en pige, der var 1 år ældre end vi andre. Hun skulle være en slags reservemor, og være den der så til, at det hele gik rigtigt til.
Så var der over for denne sovebarak en hovedbygning, hvor der var en lille smule kælder, fordi der var et centralfyr. Det sørgede for vand og varme til bad og en vaskehistorie. Køkkenet var også lagt i denne bygning. Der var også varmt vand. Og så var der til sidst i bygningen den store samlingssal, hvor vi spiste. Der kunne man også opholde sig, når der skete noget.

/K__P2-14.jpg
                    Dette er ikke et billede af lejren i Mecklenborg, men den var opbygget på samme måde

De to bygninger lå over for hinanden med en lille gård imellem. Og så lå der på hver side vinkelret på: en bygning, hvor lederen boede og havde kontor, og hvor der også var plads til 2 andre ledere, der boede der. Den sidste bygning var en toiletbygning, hvor der også var plads til brændsel – ikke til den store bygning, for det var nede i kælderen – men til os andre. I vores sovebarakker var der en kakkelovn hver. Den blev tændt hen på eftermiddagen, så den kunne varme lidt, når vi kom hjem.
Meningen med det hele var, at de unge piger, de skulle starte om morgenen og samlet gå ud til de forskellige gårde. Der var faktisk, som jeg har nævnt, faktisk kun gamle koner og mødre tilbage. Alle mændene var jo indkaldt.

/K__P2-15.jpg
                              Postkort som viser en BDM-pige i færd med at hjælpe i marken

De havde til at hjælpe sig nogle krigsfanger. Det var der rigtig mange steder i sådan nogle landsbyer. Der var en lille lejr med krigsfanger. Hjemme hvor jeg kommer fra – i Harreslev – bestod den af serbere. Det var nogen af de første, der kom. Og der hvor jeg var nu – i Mecklenborg – havde de franskmænd. Krigsfangerne blev hver morgen fra deres lejr fulgt af en soldat med gevær ud til gårdene. De blev afleveret en mand her, og måske to mand et der, hvis det var en stor gård. Der gik de så og arbejdede hele dagen. De fik også mad, og så blev de afhentet om aftenen, og kom tilbage til deres soveplads.
Det var jo så meningen, at vi piger kom ud for at hjælpe. De store og stærke fik lov til at hjælpe til i marken. De skulle have taget roer op på det tidspunkt. Så var der andre, som skulle hjælpe til derhjemme. Der var som regel nogen børn, der skulle ses til, og der skulle stoppes strømper og sådan noget. Det fik jeg fx lov til en overgang. Men så skete der noget mærkeligt. Jeg har faktisk ikke fået fat på, hvad det var, men jeg fortalte, hvor jeg kom fra, og at jeg var dansk. Mange enkeltheder, som denne kone slet ikke kunne tage. Jeg tror nærmest, hun troede, at jeg var kommunist, så hun klagede hjemme på kontoret og sagde, at hun ville ikke have den pige mere. Så fik jeg lov til at gå hjemme i lejren. Der skulle jo også være nogen. Der skulle gøres rent, og der skulle vaskes. Og der skulle laves middagsmad til når alle kom hjem, så der var nok at gøre hjemme i lejren.
Vi havde alle det til fælles, at vi havde alle ikke lyst til at være der. Det var der så ikke noget at gøre ved. Man måtte gøre, hvad der skulle gøres! For nu at udnytte vores arbejdskraft rigtigt, så havde man fundet på, at de piger der gik hjemme, når de var færdige med det, de skulle, så skulle de gøre et arbejde som hed: ”Fehdernschleissen”. Det bestod i, at der var en stor sæk fuld af fjer, store hønsefjer. Dem kunne man jo ikke bruge, som de var, men hvis man ”schleissede” dem, altså hev dem fra hinanden, tog dem fra hovedstokken, så fik man noget, der kunne minde om dun. Det kunne man bruge til at fylde dyner med. Vi sad en 5-6 stykker. Vi foregav at arbejde, pjattede, tog også lidt af dem, som vi havde lavet dagen forinden, fyldte rundt og gjorde ved. Det var til grin faktisk! Men det endte jo dog alligevel med, at der blev nogle sække med ”schleissede fjer”, som skulle sendes et eller andet sted hen. Det var fredeligt, og det var varmt i den stue. Det kunne man nok overleve.

                      /K__P2-17.jpg                    /K__P2-18.jpg
                     Fra vaskerummet i en Arbeitsdienstlejr                         - og spisesalen

Til morgenmad fik vi al den rugbrød, vi kunne spise. Det var ikke rationeret. I det hele taget mener jeg ikke, der var rationeringsmærker i lejren. Den blev tildelt en bestemt mængde mad, og så måtte man selv få den til at slå til. Til morgenmaden fik vi også smør, men den var rationeret. Vi fik en lille firkant, så stort som et stort frimærke. Det kunne så have forskellig tykkelse. En dag var den papirtynd. Vores leder, som spiste morgenmad sammen med os, sagde: ”Ja, jeg synes godt nok det er tyndt i dag. Men I skal vide, at jeres kammerater i køkkenet har fået lige så tildelt lige så meget, som vi plejer.” Så var det jo op til os, at være vrede på vores kammerater i køkkenet, som åbenbart havde reddet sig lidt ekstra den dag. Det måtte vi selv ligge og rode med.
Vi måtte ikke drikke af vandet fra hanen. Jeg ved ikke hvorfor. Måske har det været forurenet. Jeg havde været så heldig, at jeg havde haft en flaske med vand med hjemmefra, sådan en gammel vinflaske. Den havde jeg passet godt på. Jeg fik lov til hver aften at gå ud i køkkenet og fylde den med kogt vand, så kunne jeg tage en slurk, når jeg ville. Det var fantastisk. En dag var jeg lidt for hurtig i vendingen. Jeg havde hældte kogende vand for hurtigt i flasken, og den sprang imellem fingrene på mig. Det var en katastrofe. Det var jo ikke til at skaffe en ny flaske. Hvis man skulle have en flaske, måtte man møde op med en anden og bytte. Men jeg fik lov til at koge vand i køkkenet om aftenen og tage en kop kogende vand. Men det var jo ikke det samme som at have sin egen vanddunk
Det værste var kulden. Jeg taler om vinteren 1944-45. Vi kom derud i november 44, og det var altså strengt. Vi måtte ikke fyre op i vores soverum før ved 4-5-tiden, og sådan en enkelt kakkelovn, det gav ikke ret meget. Så kunne man måske være heldig og stjæle lidt koks, have sådan lidt i lommerne til at fylde på. Men det var koldt, det var det. Jeg selv lå i øverste etage, og jeg lå helt ude ved siden, og jeg bilder mig ind, at jeg kunne nå bliktaget. Vi måtte ikke have andet end nattøj på om natten, men alle pigerne lå med alt deres tøj: sweatere og lange underbukser, som de havde fået hjemmefra. Det så ledelsen så igennem fingre med. Vi puttede væk i et hjørne af skabet om dagen. Det måtte endelig ikke være der. Sådan overlevede vi kulden!
 Feltpost var gratis, og jeg havde en meget stor korrespondance. Jeg havde allerede hjemmefra sendt breve til de danske sydslesvigere, som blev sendt i krig. Jeg har hørt siden, at det var en stor trøst og opmuntring at få sådan et brev hjemmefra. Bare om hvad vi skulle lave og hvem der var kommet hjem og alt sådan noget. Det blev jeg ved med også i Mecklenborg. Jeg fik også rigtig mange breve. Jeg kan huske, at ved juletid, da indførte vores leder den regel, at al post blev modtaget af hende 8 dage før jul og ikke uddelt før den 24. Hun syntes, at vi da skulle have noget til jul. Der var jo nogen, som virkelig fik meget lidt. Men så fik de da noget. Jeg synes, det var en god idé, for der var som regel ikke noget, der hastede i de breve. Dem kunne vi godt gemme til det blev jul.
Vi måtte skrive alle de breve, vi ville. Og de gik gratis af sted. Det var en god ting.
Egentlig skulle vi nok indoktrineres, men jeg kan ikke huske, at det var så slemt. Vi skulle selvfølgelig stå til appel om morgenen, isende koldt var det at komme ud der, og blive talt op og gjort ved. Så skulle vi så forrette det, vi skulle. Vi havde en smædesang. Der var en schlager der hed ”Blaue Jonas, blaue Jonas von der Waterkant(???) Den lavede vi om til ”Blaue Maiden, Blaue Maiden, vom Reichsarbeitsdienst” (???) Ahoi, Ahoi, Ahoi, ziehen langsam und gemütlich in den Aussendienst, Ahoi, Ahoi, Ahoi. Sie ziehen langsam, sie ziehen gemütlich für zwanzig Pfennig haben sie es nicht nötig, nur die Feltpost und die Matretze ganz allein, treibt sie es abends in das Lager wieder ein” Det kunne vi gå og synge, når vi var på vej . Vi gik 10 km for at komme ud og arbejde hos bønderne. Vi tullede bare af sted. Det må jo have taget timevis. Der var ikke nogen, der kunne tage sig af det. Vi bestemte farten selv. Der skulle være en vis disciplin derhjemme i lejren selvfølgelig. Jeg kan huske en gang, da et ur var blevet væk, et armbåndsur. Der blev søgt, det blev undersøgt. Ingen kendte noget til det. ”Det er måske nok hende der” Det var forfærdeligt. Så blev vi kollektivt afstraffede ved, at hele sovesalen skulle flytte en bunke koks fra det ene hjørne til det andet. Rent pjat! Men det skulle man altså! Jeg kan ikke huske, om det ur nogen sinde blev fundet.
I lejren må vi også have sunget sange. De må have været mere eller mindre til Hitlers fordel, men jeg kan ikke huske, at hans navn direkte blev nævnt. Jeg mindes en enkelt strofe, som jeg kan huske udenad: Nie soll in uns sich regen,  Hass, Eigennutz und Neid – in Eintracht wollen wir prägen – das Bild der neuen Zeit”. Det er jo sådan set idealer alle vil kunne skrive under på. At ”der neuen Zeit” så var den nationalsocialistiske, er en anden sag. Det var den slags sange, vi sang. Vi kunne dem ikke udenad, så vi må have haft en slags sangbog. Jeg kendte heller ikke melodien til denne sang, men lærte den jo. Og det sjove er, at jeg senere har fundet ud af, at det er den samme melodi som til den hollandske nationalsang. Hvordan det hænger sammen, ved jeg ikke.
Det værste, der skete, var, at vi en dag skulle aflægge faneed til Hitler. De andre piger tog det ret afslappet. Det var bare noget, man skulle. Og de var jo også alle sammen mere eller mindre ”hitlerpiger”, men jeg blev helt hysterisk. Jeg storhulkede, men kunne ikke forklare mig. De andre kunne slet ikke forstå, hvad der var galt. Jeg kan ikke huske, hvordan det endte. Men jeg har aflagt ed til Hitler om, at jeg ville være ham evig trofast. Jeg må jo være kommet ned på jorden igen. Jeg kan huske, at jeg skrev om det til en tante, som boede i Berlin og var gift med en tysker. Han svarede: Du skal huske på ”Die Suppe wird nicht so heiss gegessen, wie sie aufgedient wird” Den talemåde havde jeg aldrig hørt, men har heller ikke kunnet glemme side
Vi piger havde et normalt forhold til hinanden. Der var måske nok nogen, der kendte hinanden mere end andre, men tiden altså bare gik! Vi havde det ikke ondt. Og ingen mente os det ondt. Vi skulle bare have den krig til at overstås.
Jeg har lært noget i lejren, som jeg syntes, var en god idé: Når vi afleverede vores vasketøj, så skulle vi selv skylle vores trusser og vores lommetørklæder op. Det skulle andre ikke stå og have fingre i. De der store, snottede lommetørklæder. Vi var jo forkølede hele tiden! Det synes jeg faktisk var en god idé. Men ellers har jeg ikke lært noget.
Flygtningestrømmen østfra
Så nærmede vi os jo slutningen. De begyndte at flygte fra øst. Den stemning kunne man mærke. Nogle af pigerne var derovrefra. Vi havde en meget velhavende godsejerdatter, som var sød og rar. Hun havde et par heste derhjemme. Og det hele var på det plan. Hun var meget optaget af, at russerne næsten var nået hjem til hende. Det var selvfølgelig det, vi snakkede om. Men flygtningene kom ikke til lejren. Vi boede 7 km fra den nærmeste station. Der blev heller ikke talt så meget om det. For det var jo nederlagsagtigt.
Turen hjem til Flensborg
Jeg gjorde så meget vrøvl over mine svage håndled. Jeg havde virkelig også ondt! Jeg fik lov til at komme til læge i Rostock. Jeg kan se ham for mig endnu denne her militærlæge. Han sagde: ”Ah, kan det nu gøre så ondt?” ”Ja”, sagde jeg ”Det gør så ondt”. Han har nok tænkt: En mere eller mindre der. Vi sender hende hjem. Og så kom jeg hjem til lejren med de rigtige papirer! Det var sidst i januar 1945. Jeg blev vældigt misundt af de andre.
 Jeg synes også bagefter, at jeg har været meget heldig, for lige derefter blev lejren opløst og skulle flytte. Den skulle ikke være der mod øst. Jeg ved, at en stor del af dem kom til Berlin som sporvognskonduktører. Det var nok ikke så sjovt, da russerne kom. Der ved jeg så ikke noget om, hvad der er sket. Men jeg fik i alt fald lov til at tage hjem.

/K__p2-19.jpg
                               Dette tog er fra Berlin, men der var også tæt pakket længere nordpå!

Det specielle var jo, at der var mange flygtninge. Det var der ikke noget at gøre ved. De skulle med toget. Jeg er ikke sikker på, at toget holdt alle steder, for det var simpelthen så fyldt. Da jeg kom om bord, da var der så tæt, at man kunne ikke sidde ned, og man kunne ikke få lov til at bruge toilettet. Jeg kan slet ikke huske, hvordan vi har klaret det! Der sad nogen, ikke alene på toilettet, men på gulvet. Vi sad over det hele, og man blev puffet ind i toget. Det var meget ubehageligt, og alle folk var jo bare på flugt. Så kørte vi lige så fredeligt af sted, dvs det var ikke fredeligt, for så kom der engelske flyvere i luften vestfra. De dykkede ned over vores tog og skød på os. Vi sad duknakkede inde i toget. Hvis toget kunne komme af sted med det, kunne det køre lidt i læ ved en dæmning eller et dige. Det var meget ubehageligt. Der er nogen, der har spurgt mig, om ikke jeg var bange. Det kan jeg ikke huske. Det tror jeg ikke, der var tid til. Det drejede sig for os alle om at komme mod vest i det tog. Der var også nogen, der steg ud af toget, når det holdt under englændernes angreb og lagde sig ind under toget for ikke at blive beskudt. Det turde jeg nu slet ikke, for tænk sig, om toget nu begyndte at køre. Så står du her tilbage, og hvordan skal du så komme hjem.
Vi endte jo da også hjemme i Flensborg. Jeg kan slet ikke huske, hvordan jeg kom hjem fra Flensborg banegård. Der var 4-5 km. hjem, og en kuffert må jeg have haft med også. Jeg ved bare, at min lillebror fortæller, at jeg vækkede dem. Det må have været aften el. nat. Jeg stod og kaldt op mod ruden, at nu var jeg der. Der var ingen, der havde adviseret min mor om, at jeg ville komme. Det var en stor overraskelse, og en god overraskelse at komme hjem og blive lidt forkælet der.

                                                        Arbejdstjeneste i Flensborg

Vi er nu henne i februar måned. Jeg har gået hjemme et par dage. Men så skal man jo lave noget. Så fandt de jo på – det var Bernhard Hansen, der var skoleleder den gang -. Han sagde: ”Birgitte, hun kan komme ind på Duborg skolen. Vi har altid brug for nogen. Hun kan nok holde opsyn med de små” De havde altid brug for lærerkræfter, og sådan en gymnasiepige kunne man jo nok sætte til noget. Det blev så aftalt, og glad og fro tog jeg ind til Duborgskolen. Det kunne jo da være meget skægt at prøve. Da jeg kom derind, var der stor tumult. Hele gården var fyldt med nogen køretøjer med halm. Klasseværelserne var fyldt med halm, og der var piger, der gik rundt og lagde halm ud, så man kunne sove på det. Alting skulle bruges til flygtninge. Det var beslaglagt, og der skulle altså ikke undervises her foreløbig, så jeg kunne ikke andet end at tage hjem.
Men så skulle jeg jo til at lave noget andet. Og her er det vist, at jeg kom på fabrik. Vi havde i Flensborg en chokoladefabrik. Men det var nu lang tid siden, der var blevet lavet chokolade der. De lavede piller. Jeg kan huske, det var sådan nogle små nogle ligesom delfol. Dem skulle vi både ordne og sortere og putte i æsker, og putte i større æsker og gøre parat til at de kunne sendes. Det var ganske almindelig rutinefabriksarbejde, som jeg aldrig havde hørt eller set til før. Det var da hyggeligt. Vi sad sammen nogen piger. Jeg lærte, hvordan man stemplede ind og stemplede ud. Det havde jeg aldrig hørt om før.
Der på chokoladefabrikken havde de haft bombeangreb året før, hvor bl.a. en dansk børnehave var gået til. De skulle nemlig gå i beskyttelsesrum i kælderen i den fabrik. Den var så blevet bombet. Jeg tror, der gik 15 danske børnehavebørn til. Fabrikken havde altså ikke noget sikringsrum. Hvis der kom luftalarm, mens vi arbejdede, så skulle man selv finde et sted at være. Der var offentlige beskyttelsesrum, eller måske kendte man nogle i nærheden.
Jeg gik sammen med min veninde hjem. Hun var fra Estland og boede i en stue, som hun og hendes tante havde lejet. Der kunne vi være. Når de så skød, gik vi hen i den nærliggende kirke, hvor der var lavet et rum i krypten. Det var beskyttelsesrum for alle, der gik forbi på gaden.
En dag lød alarmen, og vi gik ned i beskyttelsesrummet. Mens vi stod der, kom der nogen unge mænd forbi og blev gennet ind. Og én af dem hed altså Fritz Spoorendonk. Der stod vi så og pjattede, mens vi ventede på, at angrebet skulle være overstået. Det viste sig, at han var tvangsarbejder fra Holland. Han var meget heldig, for han var placeret i en ”Vorzeigelager”, altså en lejr de viste frem. De, der boede der, havde lagner på deres senge. De fik også mad nok, altså selvfølgelig ikke fyrsteligt, men det samme som vi andre, så han var godt stillet sådan set. Han skulle arbejde om natten på skibsværftet, men kunne gå frit omkring om dagen.
Det endte med, at jeg inviterede ham hjem. Han led som sagt ingen nød til lidt franskbrød og kød er jo altid velkomment, og vi havde nok derhjemme. Han hilste også på mine forældre, og blev ved med at komme hos os et stykke tid.
 Så kom de berømte majdage, hvor alt stod i festens tegn. Vi festede dag og nat til amerikansk musik.
Da vi kom til juni måned, var hans papirer færdige, og han kunne vende tilbage til Holland. Hvordan han senere kom tilbage til Danmark, og vi fandt sammen er en anden historie