Thorkild Hoff Andersen fortæller
Samtale med Thorkild Hoff Andersen om erindringer fra 2. verdenskrig
Mit navn det er Thorkild Hoff Andersen. Jeg bor i Bastrup, men jeg er født og opvokset i Egtved. Vi boede lige nabo til Egtvedpigens grav. Jeg er født i 1939, 8 dage før 2. verdenskrig brød ud, da tyskerne gik ind i Polen.
Jeg mærkede ikke så meget til krigen under min opvækst, men fra begyndelsen af 1945 kan jeg huske en episode. Det har højst sandsynligt været en gang i april måned. Vi boede ikke så langt fra Vandel Flyveplads. Lige pludselig fløj der flyvere hen over flyvepladsen. Det var engelske flyvere, der bombede de tyske flyvere. Det var så voldsomt, at min far og mor,og vi 5 søskende forsvandt over i et beskyttelsesrum som min far havde bygget – ind i en grusgrav. Oppe ved vores hus havde der stået nogle kæmpestore graner, som skyggede for stuehuset. Dem fældede min far. Stammerne derfra gik til at bygge beskyttelsesrummet. Først nogle ”søjler” og så nogle stammer på tværs. Så blev der fyldt jord over, ca. 1 meter. (Efter krigen fik den lov til at stå. Den var god til at opbevare kartofler i, og vi børn legede meget i den. Det var en god hule)
Lige pludselig var der ro, og alle de engelske flyvere var væk
/K__P3-1.jpg
                                        Tyske flyvemaskiner på Vandel flyveplads

Forud for dette var der en anden episode, hvor vi en nat blev vækket. Det har højst sandsynligt været i slutningen af marts. Vi vågnede op med et spjæt, fordi det gav et ordentligt skrald. Det viste sig, at det var en bombe, der var faldet en 3-4 km fra mit fødehjem. Det var en engelsk flyver, der var forfulgt af en tysker, og for at han kunne flyve hurtigere, så kappede han bomberne. Den ene af dem faldt ned lige ved siden af en gård i noget, der hedder Revslund. Alle murene skvattede sammen. Skraldet var så stort, så jeg den nat flyttede ind i soveværelset til mine forældre. Jeg vovede ikke at sove alene.
Senere har jeg fået at vide, hvad familien i gården oplevede den nat. Jeg kom nemlig til at gå i klasse med en af drengene. Moderen havde kort forinden født en lille dreng, men var kommet på Vejle Sygehus, fordi der var noget i vejen. Den bitte havde faderen i barnesengen ved siden af sengen. Den lille var urolig, og faderen tog ham derfor op til sig i sengen. Kort efter faldt bomben. Han fik børnene samlet sammen. De kravlede ud af ruinerne og gik i bare fødder over til nærmeste nabo, smeden i Revsbæk. De gik i glasskår hele vejen, men skar sig ikke. Næste morgen gik manden tilbage for at se, hvordan det stod til. Der var jo bl.a. nogle dyr, de skulle have taget ud. (En del dyr havde naboerne allerede fået ud) Han gik også over til stuehuset. Ovre i soveværelset  - oven i barnesengen – stod en kæmpestor dragkiste, der var drattet ned fra loftet. Manden følte, at der var nogen, der havde holdt en hånd over dem.
Så kan jeg huske den 5. maj. Da fik jeg og min søster  lov til selv at gå op til vores bedsteforældre i Egtved by. Det måtte vi ellers ikke. Men den dag skulle vi op for at se, hvordan der blev festet og flaget i byen!
To dag senere, den 7. maj, kom der en hel flok tyske soldater, som slog deres telte op i vores hønsegård. I radioen var der blevet udsendt meddelelse om, at når de tyske soldater kom forbi og bad om teltplads, skulle man give dem lov, men man måtte ikke give dem noget at spise. Det var en streng ordre. Men de her tyske soldater de tog nu mælk fra vores mejerispande, og de huggede også hovedet af et par høns og fik noget at spise på den måde. Det var da også nødt til at have noget at spise. Det kunne da ikke nytte noget. Vi havde dem ind til næste dag. Så daskede de af. De var i en sørgelig forfatning. Nogle havde barnevogne, de havde taget et sted for at transportere deres ting, og cykler. Min mor og far sagde ikke noget til, at de tog noget at spise. De var da trods alt også mennesker!

/k__P3-2.png
Tyske soldater på vej hjem
 /K__P3-3.png
De engelske soldater kommer til Egtved