2. verdenskrig – Lilly Møller fortæller
Lilly Møller, født i 1921, nu bosiddende i Gartnervænget, fortæller:
I England
 Det begyndte med, at jeg kom til England som ”nurse” i et herskabshus i januar 1939. Min søster var kokkepige.
Vi var os to plus en hel stab af andre piger og tjener og chauffør.

 /K__P4-1.jpg
                                               Her ses Lilly Møller i sin arbejdsuniform i hjemmet i England
I løbet af sommeren 1939 trak det sammen med uro over hele Europa. Jo mere vi nærmede os efteråret, jo mere strammede det til. Sidst i august kom herren i huset hjem og sagde: ”Nu vil jeg ikke beholde jer, hvis der bliver krig – og det ser det meget ud til. Jeg kommer måske hjem med billetter til jer i morgen aften.
I må hellere pakke og være klar til at tage af sted næste morgen”
Det var vi meget kede af, for vi havde sparet sammen til at kunne bo på KFUK i London i 8 dage, så vi rigtigt kunne se London. Der var to timers togrejse til det sted, hvor vi var, så vi kunne ikke nå London på vores halve fridage.

/K__P4-2.jpg
                                Når vi havde en hel fridag tog vi ofte ind til London. Her kunne vi spise på KFUK og nyde de madvarer,
                                    vi ikke fik i England: rugbrød med spegepølse og leverpostej.
 Men dag efter dag gik, og han kom hjem uden billetter. Da han efter 8 dage kom hjem, mente han, at det trak over med krigen. Jeg er ikke rigtig klar over det, men jeg tror, at det var dengang Hitler og Chamberlain underskrev en ikke-angrebspagt. Men onsdagen efter kom han hjem, og da havde han billetter med til os, og vi skulle af sted tidligt næste morgen.
Det var en meget bevæget afrejse, for netop den dag trådte Londons evakueringsplan i kraft. Den morgen blev ½ million børn hentet tidligt om morgenen og sendt ud af London med tog. Ved hver station, vi kom forbi, stod der rækker med børn i rækker to og to med en lille bamse eller dukke i den ene arm og en pose med deres vigtigste oplysninger – vil jeg tro – i den anden. Så kørte de i busser ud i Sydengland fra dør til dør, og der blev spurgt: ”Hvor mange er I, og hvor mange værelser har I?” ”I får et barn, I får to børn, I får tre børn” Vores frue, som vi rejste fra, var dybt ulykkelig. De havde bl.a. en festsal, hvor der jo kunne ligge 50 madrasser. Hun var meget øm over den lille dreng, som jeg var nurse for. Hvad når der kom sådan en flok londondrenge? Det fik vi jo ikke at høre om før efter krigen. Hun havde fået 12 mødre med deres spæde børn i stedet for, så det var de sluppet nådigt fra.
Hjemturen
Vi kom så til London om formiddagen d. 29. august. Avisdrengene gik og råbte: ”Tyskerne har bombet de første otte polske byer”. Så var vi klar over, at det var meget alvorligt, og vi var spændt på, om båden i det hele taget sejlede hjem. Men det gjorde den altså. Det var den sidste forbindelse, Danmark havde fra England. Jo nærmere vi kom til Esbjerg, jo mere spændende blev det, om der var lagt miner ud, så båden slet ikke kunne sejle ind til Esbjerg, så skulle vi have været nord om Skagen og ind i en østjysk havn. Men vi kom ind, og vi var hjemme lørdag aften.
/K__P4-3.jpg 
                  Båden ”England” var den nyeste af færgerne mellem Esbjerg og England.
                        Den blev søsat i 1932
Vi var hjemme lørdag aften og søndag formiddag kl. 11 hørte i radioen, at England havde erklæret Tyskland krig.
Jeg havde jo en vældig fin tid i England. Fruen og jeg var jo nærmest blevet venner. Jeg var en slags selskabsdame for hende, så vi blev ved med at holde forbindelsen så længe fruen levede, og så fortsatte forbindelsen til sønnen, som jeg havde passet. Ham har jeg stadig forbindelse med. Han har været ovre for at besøge mig flere gange, og med en måneds mellemrum ringer han gerne til mig og hører til, hvordan jeg har det. Så må man jo indstille sig på at snakke engelsk. Det kan godt være lidt mærkeligt pludseligt at omstille sig.

                                    På husholdningsskole – 9. april
Da jeg kom hjem fra England, havde mine forældre sørget for, at jeg fik en plads på Ry Husholdningsskole. Der var jeg så indtil 1. april 1940. Vi var nogle piger, der ikke havde taget plads før 1. maj. Vi blev og hjalp med at gøre værelserne i stand til det nye hold. Jeg kom derfor først hjem til mine forældre i Kolding den 8. april. Tidligt om morgenen – klokken 4 – kom min mor ind og slog på min dyne: ”Lilly,der sker noget forfærdeligt”, sagde hun. Vi kunne høre den voldsomme støj fra flyverne. De kom så lavt hen over hustagene, så vi kunne kigge ind i kockpittet og se piloten sidde der. Vi havde et kæmpe pæretræ i vores have. Og tænk, det var ligesom flyet skulle op for at komme over det, så lavt var det! Det store hagekors lyste. ”Tyskerne!”, sagde min mor helt forfærdet.
I løbet af formiddagen gik vi over på Haderslevvej, og der så vi hele den tyske kolonne af motorcykler og alt, hvad der kom sydfra. Det var ret frygteligt i grunden
                                                          I København
Jeg havde taget plads i København til 1. maj. Jeg var småforlovet dengang med min senere mand Erik. Han havde taget plads i et gartneri uden for København. Vi var der for at kunne mødes lidt tiere. Nu havde vi jo undværet hinanden så længe. Det var en grim tid at være i København, for der var noget, der hed husvagter. Når der var luftalarm, så skulle husvagten banke på alle dørene og sørge for, at vi kom ned i kælderen. Jeg boede hos min faster, som lige var blevet alene med to små børn. Når klokken så var 2-2.30, og der blev banket på døren, tog vi hver et barn og gik ned i en iskold og mørk kælder og måtte sidde dernede, indtil luftalarmen var ovre.
Min mor kom somme tider over og besøgte mig i København, og så spadserede vi hen ad gaden. Tyskerne patruljerede hele tiden 2 og 2. En gang gik der to foran os og to bagefter os. En københavnsk  svajer kommenterede højlydt: ”Nå, I er nok kommet i konvoj”.
                                            Den opfindsomme vinhandler
Jeg havde jo taget plads i huset, men det var ikke lige mig. Jeg ville hellere være i forretning, og det kom jeg så. Jeg var i forretning i Vanløse, og ved siden af vores forretning var en vinhandler. Han gjorde alt, hvad han kunne for at demonstrere imod tyskerne. Men det kunne man jo egentlig ikke risikere. Der skulle ikke meget til, før man blev anholdt. Da jeg kom på arbejde d. 8. april, kunne jeg se, at han havde ryddet sit vindue. Der stod kun et lille bord, og derpå lå der en 3-4 væltede Tuborgflasker. Og så var der et mægtigt skilt bag bordet, hvorpå der stod: ”I dag er det Tuborgdag!”. Vi var spændt på, hvad han mente med det, for det var lidt usædvanligt. Så kom vi på arbejde igen d. 9. april. Nu var ølflaskerne væk, og midt på det lille bord stod en bitter. Og der var et nyt skilt med teksten: ”I dag er det en bitter dag”
Vamdrup
Da vi havde været i København et par år, havde vi været ”småforlovede” i 5 år, og nu ville vi gerne giftes. Vi ville tilbage til Jylland og starte et gartneri. Vi havde fundet et lille gartneri i Vamdrup, som vi købte.
/K__p3-4.jpg                                                                                        Lilly som brud
 /K__P4-4.png
 Vi rykkede denne annonce i Vamdrup Ugeblad dagen før vi flyttede ind.
/K__P4-5.jpg 
                      Her ses de mistbænke, hvor vi fremavlede planter de første år
Dengang havde folk ikke rigtigt prydhaver. Havde man et stykke jord, så blev det til nyttehaver. Vi havde ingen drivhuse til at begynde med. Vi havde mistbænke, og i de mistbænke lavede vi først kålplanter. Om foråret, når det havde regnet, kom folk og købte: 5 blomkål, 5 rødkål, 5 hvidkål, grønkål og 100 porrer og nogen selleri.
Det var også sådan, at folk kunne plante tobaksplanter. Det blev også rationeret. Det blev sådan, at hver højst måtte plante 50 tobaksplanter – og det ville næsten alle have, hvad enten de selv skulle bruge det eller gav det til naboer og bekendte. Tobaksplanterne gav nogle meget store, grønne blade. Bladene blev trukket på en snor og hængt til tørre i et udhæng eller en garageport. Alle vegne kunne man se rækker med tobaksblade til tørre.
Hvordan de så smagte, skal jeg ikke blande mig i. Jeg røg ikke!
/K__P4-6.jpg
                                                  Sådan et fint stativ var det ikke almindeligt at ofre på planterne!

Tobaksplanterne var meget små. Frøene var nærmest støv. Min mand havde fundet en meget god måde at så dem på. Han gjorde det ligesom, når han lavede isbegonier, hvor frøene også var som støv. Der kunne komme ca. 40.000 planter ud af ¼ gram frø. Til gengæld kostede disse isbegoniefrø også 700 kr. pr gram! Det var mange penge dengang.
Det var som sagt som støv. Det kunne være i 1/3 af sådan en lille lomme, som man opbevarer et kostbart frimærke i. Min mand havde fundet ud af, at hvis man tog en dyb tallerken og fyldte det med tørt strandsand, strøede pulveret deri og blandede rundt, så kunne det sås og fordeles fornuftigt i 3 kasser. Når de kom op, var hvert frø kun som et knappenålshoved, så det var svært at få dem skilt ad og få dem plantet ud en ad gangen. Min mand spli  Det var som sagt som støv. Det kunne være i 1/3 af sådan en lille lomme, som man opbevarer et kostbart frimærke i. Min mand havde fundet ud af, at hvis man tog en dyb tallerken og fyldte det med tørt strandsand, strøede pulveret deri og blandede rundt, så kunne det sås og fordeles fornuftigt i 3 kasser. Når de kom op, var hvert frø kun som et knappenålshoved, så det var svært at få dem skilt ad og få dem plantet ud en ad gangen. Min mand splittede en blomsterpind, og i det lille hak kunne jeg tage en plante ad gangen. Når de så var vokset lidt til, blev de plantet om i noget andet.
 /K__P4-7.png
Vi lavede også sommerblomster. Vi lavede en masse isbegonier til kirkegårdene rundt omkring. Vi kom til Vamdrup i 1943, og da var det jo allerede blevet svære tider i Danmark med rationering. Næsten alt var rationeret, selv salt. (jeg har gemt rationeringsmærker på salt!) Dengang spiste man næsten altid pillekartofler, for så kunne man ikke smage, om der har været salt i vandet, så kunne vi spare det. Der var også rationering på smør, på kaffe, på rugbrød. Vi havde det nu sådan med min bedstemor, at hun spiste ikke alt sit rugbrød, og vi havde spædbørn og fik rationeringskort fra den dag, hvor de blev født, så vi kunne godt få rationeringsmærkerne for smør til at slå til. Så byttede vi rugbrød og smørmærker med min bedstemor.
              /K__P4-8.jpg            /K__P4-9.jpg
 Vi havde elever på kost, så der skulle mere rugbrød til. Når eleverne skulle have havregrød om morgenen, skulle der jo gerne sukker på. Men jeg skulle jo også have sukker, når jeg skulle bage og lave mad. Jeg måtte altså sørge for at fordele det. Hver uge fik de sukker i et lille syltetøjsglas med navn på. Så måtte de selv sørge for, om der skulle meget på en dag, eller om der skulle spares til hele ugen.
Det var jo en mærkelig tid 1943, 44 og 45, indtil vi kom til freden igen. Der var som sagt rationering på mad, men der var også rationering på tøj. Vi havde en tøjforretning i Vamdrup, der hed B. Rasmussen. Der var ingen stof på hylderne. Der var vaser og pyntegenstande, der hvor der skulle have ligget tøjruller. De skulle holde en fødselsdag, og jeg havde lovet at pynte borde for dem, og som tak fik jeg lov til at købe tøj til en ventekjole. Jeg ventede vores første barn, Kirsten.
Det var ikke bare tøjforretningerne, der ikke havde ret mange varer. Også i vores slagterforretning var der næsten altid et tomt vindue – kun med et fad med røde pølser. Det var slagterens udstilling dengang. Men man klarede sig også uden kød, fx hvis man havde kogte rødbeder i pæne store skiver, så blev de stegt med masser af løg på. Og det var den herligste ret. Vores elever var så glade, når vi skulle have rødbedebøf.

/K__P4-10.jpg
                                   Man kogte også selleri i pæne skiver og dyppede dem i rasp,
                         og så blev det til selleri koteletter.
                         På lignende måde blev pastinakker til fiskefilletter.
 /K__P4-11.jpg
Der var uro med banesabotage. En nat vågnede vi, og ud af sovekammervinduet kunne vi se et bål så mægtigt. På banelinjen mellem Vamdrup og Lunderskov havde de sprængt et tog med benzin, så det var ikke underligt, at der blev et mægtigt bål.
En anden dag havde de væltet en hel togstamme ude ad Bastrup til. Vi tog vores cykler – ja, det var jo egentlig letsindigt, men det gjorde vi. Vi skulle ud for at se alle de væltede togvogne.
Så var der også den aften, hvor de skød på stikkeren (Jenny Holm) Vi sad og spiste til aften, og lige pludselig lød der en skudrække, og så tænkte vi: ”Hvad sker der dog?” Det fik vi jo så at vide bagefter. De havde skudt efter stikkeren, men ikke ramt hende. Men nogle kugler blev siddende i bygningen, der var apotek dengang.
To gange fik vi selv besøg af besættelsesmagten. Første gang mødte to store befalingsmænd op på vores bopæl. De havde planer om at beslaglægge huset og indrette det til telefoncentral. Huset er jo ret højt. De forestillede sig vist, at der var højt til loftet på 1. sal, men da de kom derop og mærkede, der var lavt til loftet, så de ordentlig måtte dukke hovederne, blev planen opgivet. Glade var vi. Hvis de havde insisteret på at bruge huset, kunne vi jo intet gøre.

/K__-P4-12.jpg
                                                         Familien Møllers hus i Grønnegade
Anden gang mødte et par soldater op sammen med en lokal oversætter. Det var ved påsketid. Deres overordnede havde fødselsdag, og de ville købe en blomst. Vi havde kun et lille udvalg i blomster, og det var uden for sæson. Jeg sagde, at vi ikke havde blomster, men jeg blev bare fejet til side, for hos en gartner måtte man da have blomster. De sagde, at de havde set blomster i privaten. Da de kom ind i stuen, måtte de dog sande, at der kun var en enkelt lille blomst i min eneste ”overlevende” alpeviol. Jeg kunne ikke lade være med at more mig.
Årene gik jo, og vi kom hen først i maj 1945. Vi havde ikke radio. Vores informationer fik vi fra Kolding Folkeblad. Den 4. maj ved 17-tiden. På forsiden stod der med store bogstaver: Nu er englænderne 20 km fra den danske grænse. Så begyndte vi at blive os vores ansvar bevidst. Folk skulle jo lave beskyttelsesrum, men det havde vi ikke gjort. Vi syntes, det hele var så langt væk. Men 20 km fra den danske grænse, så kunne vi regne ud, at næste dag kunne Vamdrup blive krigsskueplads. Så da vi havde spist til aften, så gik vi ned i kælderen og lavede det fineste beskyttelsesrum. Vi havde to elever og vores 5 mdr. gamle barn, så vi fik tæpper og puder derned, og vi fik en plade for kældervinduet. Det hele var færdigt ved 20.30-tiden. Da vi kom op fra kælderen stod folk i små grupper og snakkede. Vi skulle jo høre, hvad der var sket, og tænk sig, så var fredsbudskabet kommet netop i den tid, hvor vi arbejdede med beskyttelsesrummet, så det var forgæves arbejde.
Den 5. maj tog jeg barnevognen og gik op i byen. Vi skulle jo se, hvad der skete. Frihedskæmperne var jo begyndt at få rundt, men de tyske soldater var der endnu, og de var så unge. Det var nærmest drenge, dem der var tilbage i Vamdrup, og de så så bange ud. De kunne jo begynde at skyde på hinanden, inden vi så os om. De var vist ikke rigtigt orienteret om, at de havde overgivet sig. Men der skete ikke noget. Der var både danskere og tyskere på gaden.
Så begyndte der rundt omkring i landet at være takkegudstjenester og møder, hvor man glædede sig over freden. Det var der også i Vamdrup Præstegård, og jeg tog Kirsten i barnevognen. Jeg kunne jo altid køre væk med hende, hvis hun blev for urolig. Det foregik med bænke i præstegårdshaven. Der var et dejligt vejr og en fin frihedstakkeandagt. Den præst, der havde viet Erik og mig i Kolding to år før, kom hen og kiggede ned i barnevognen, og så sagde han rigtig højt: ”Nå, var det resultatet af det, vi lavede dengang?” Jeg var lige ved at gå i gulvet, for det var der mange, der kunne have hørt – og det kunne kun misforståes. Men han var nu så lun, så jeg tog ham det ikke ilde op.

/K__P4-13.jpg
Her ses familien Møllers gartneri i 1947. Yderst til venstre (midt i billedet) ses et hjørne af gården
”Grønvang”, der blev revet ned og lagde jord til etagebyggeriet Grønvang